AI-færdigheder efter AI-forordningen (artikel 4): hvad virksomheder, der bruger AI-værktøjer, skal gøre

Artikel 4, stk. 1, som affattet ved forordning (EU) 2026/1744: »Udbydere og idriftsættere af AI-systemer træffer foranstaltninger til at støtte udviklingen af AI-færdigheder hos deres personale og andre personer, der er involveret i drift og anvendelse af AI-systemer på deres vegne, under hensyntagen til deres tekniske viden, erfaring og uddannelse og den kontekst, hvori AI-systemerne skal anvendes, og under hensyntagen til de personer eller grupper af personer, som AI-systemerne skal anvendes på. Denne forpligtelse pålægger ikke udbydere eller idriftsættere at garantere et specifikt niveau af AI-færdigheder hos nogen enkeltperson.«

Stk. 2 og 3 retter sig mod myndighederne. Kommissionen og medlemsstaterne støtter udbydere og idriftsættere, navnlig SMV'er, og Kommissionen offentliggør på den fælles informationsplatform praktiske eksempler på, hvordan pligten overholdes. AI-udvalget vedtager henstillinger, der tager hensyn til de europæiske kompetencerammer.

Artikel 3, nr. 56, som omnibussen ikke ændrede, definerer begrebet: »›AI-færdigheder‹: færdigheder, viden og forståelse, der giver udbydere, idriftsættere og berørte personer mulighed for under hensyntagen til deres respektive rettigheder og forpligtelser i forbindelse med denne forordning at idriftsætte AI-systemer på et informeret grundlag samt at øge bevidstheden om muligheder og risici ved AI og den mulige skade, som den kan forvolde.«

Jeres virksomhed, så snart den anvender et AI-system i sit erhverv. Pligten gælder både udbydere og idriftsættere og er ikke begrænset til højrisiko-AI-systemer. En virksomhed, der køber og bruger AI-værktøjer, er idriftsætter. Den, der udvikler et AI-system og bringer det i omsætning eller tager det i brug under eget navn, er udbyder.

Jeres personale og andre, der handler på jeres vegne. Ifølge Kommissionen omfatter artikel 4 alle i organisationen, der arbejder direkte med et AI-system. »Andre personer« er ikke ansatte, men personer, der i bred forstand hører under organisationen, fx en leverandør af ydelser, en underleverandør eller en kunde. Den, der arbejder for en underleverandør, har brug for de AI-færdigheder, opgaven kræver, ligesom de ansatte.

Virksomheder uden for EU. Ifølge Kommissionen gælder artikel 4, ligesom resten af forordningen, for aktører i og uden for EU, så længe AI-systemet bringes i omsætning på EU-markedet, anvendes i EU eller anvendelsen påvirker personer, der befinder sig i EU.

Den oprindelige artikel 4 krævede, at man »i videst muligt omfang« skulle »sikre et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder«. Den digitale omnibus erstattede den formulering. Ifølge Kommissionen er AI-færdigheder stadig en pligt, der kræves ikke noget specifikt eller »tilstrækkeligt« niveau, og medarbejdernes viden skal ikke måles.

Kommissionen forventer et program, der passer til organisationen. Spørgsmålene og svarene angiver minimumsindholdet:

Otte trin, der dækker det, Kommissionen forventer, og giver dokumentation, I kan vise en myndighed. Tjeklisten til AI-forordningen for idriftsættere stiller AI-færdigheder ved siden af de øvrige pligter.

En undervisningslog viser, hvem der har fået undervisning. Det hjælper også at vide, hvem der faktisk bruger hvilke modeller. Standard Compute er én måde at føre den oversigt på for model-API'er, Claude Code og Claude Desktop. Del virksomheden op i teams, invitér kolleger via e-mail, og giv hver person og hver app sin egen nøgle, alt under én virksomhedskonto. Bestem, hvilke modeller hver nøgle må bruge, så hver app og hvert teammedlem får præcis de modeller, I godkender.

Hver ændring, en administrator foretager, logges med værdier før og efter, også nye personer og nye nøgler, så adgang kan holdes op mod undervisningsloggen. Forbind Microsoft Entra ID eller en anden SAML-identitetsudbyder, så jeres medarbejdere logger ind i Standard Compute med deres arbejdskonto.

Disse logs viser adgang og brug. De er ikke en undervisningslog og viser ikke, at nogen har AI-færdigheder.